Farfar blev født i Fjeldsted, hvor han også havde sin barndom. Efter konfirmationen formoder jeg, at han en tid arbejdede på de omliggende gårde som landbrugsmedhjælper. Det første, han har fortalt mig om sit arbejde, er en beretning om hans tid som specialarbejder på Lunge Piskefabrik, som dengang var et soliodt og velrenommeret foretagende. Der var en rivende afsætning på piske af enhver art, for al kørsel blev, bortset fra jernbanerne, trukket af heste. Men dette skulle ikke vare ved. Farfar havde ikke været på stedet ret mange år, før automobilismen for alvor slog igennem i Danmark, og det fik katastrofale følger for den lille virksomhed. Salget af piske faldt på få år så drastisk, at fabrikken gik nedenom og hjem. De ansatte blev sat på porten og måtte finde andet arbejde. Jeg ved, at han en overgang ernærede sig som skomager og senere som cykelhandler i Gelsted. Jeg har under et af mine ganske få besøg der stået og savlet over et par splinternye cykler, som stod i hans udstillingslokale, og kære læsere, det må I forstå, det var et medrivende syn for en lille dreng fra den vestjyske hede, for jeg havde indtil da kun været i nærheden af gamle, rustne og totalt udslidte cykler. Farfar var en pæn rank mand med en god og myndig stemme, som alle andre ældre på den tid talte han ikke meget med børnebørnene, men udadtil fejlede snakketøjet ikke noget. Han drog land og rige rundt som en ivrig agiator i kampen mod alkoholisme. Denne kamp blev først og fremmest ført af foreningen Blå Kors, som vistnok støttede Farfar økonomisk. Samtidig blev han også konsulent i Dansk Biavlerforening. Begge foreninger virker, så vidt jeg ved endnu, og jeg kan ved festlige lejligheder smykke mig med hans gode gamle emblem, der er et hvidt skjold med et blåt kors på. Måske var det på en af disse rejser, han traf sin senere kone, Kirstine Christensen Knobber, hvis far dengang var strandfoged i Harboør. Hun var givetvis i familie med fiskeren Knobber, der har en mindre birolle i Hans Kirks roman Fiskerne. Farmor døde alt for tidligt af tuberkulose, men hun nåede dog at sætte to drenge og tre piger i verden Jeg har kun truffet hende ganske få gange. Vort sidste møde fandt sted på Middelfart sygehus, hvor jeg sammen med mine forældre besøgte hende. Jeg mindes hende som en syg kone, der sad op i sengen og så med store, bedrøvede øjne på vi to småpurke, som hun ikke engang matte give et knus af hensyn til smittefaren. De ca. l2 sidste år af sit liv boede farfar hos os, og derfor måtte vi til Fyn for at hente så mange bistader, at de fyldte en helt lastvogn. Harry vognmand i Fannerup startede turen til Fyn en sommerdag over middag, og han havde far og mig med i bilen. Da vi kom til Fyn, slappede vi af og fik vores aftensmad. Da bierne var gået til ro, fyldte vi vognen med bistader, og startede hjemturen. De bistader, som ikke kunne være på vognen, havde vi fået besked om at forære morbror som tak for stadeplads. Det meste af vejen hjem kørte jeg lastbilen, hvor far og Harry sad og blundede ved siden af. På den måde var Harry mere udhvilet til at passe sit arbejde den følgende dag. Da vi kom hjem med den dyrebare last, satte vi bistaderne på deres kommende stadeplads. Så åbnede vi flyvelemmene og så på, hvordan bierne let forvirrede fløj rundt om staderne, for at orientere sig om det nye sted. Hele operationen fandt sted uden et eneste bistik og sluttede med morgenkaffe hos mor. Farfar tøffede stadig rundt i landet på sin uundværlige gode, gamle B.S.A. motorcykel, hvor benzintanken var udformet som et kakkelovnsrør. På venstre side af den sad der en gedigen messingoliepumpe, som skulle aktiveres med passende mellemrum. På højre side sad gearstangen, som aktiverede de tre fremadgående gear. Fodhvilerne var udformet som to brædder, og der var naturligvis forkromet karbidlygte, for og bag. Men så kom Anden Verdenskrig, og den satte ret snart en stopper for enhver form for privat motorkørsel. Da blev den gode gamle B.S.A. klodset op ovre i garagen, ved siden af vores næsten nye D.K.V., model 1939. Efter krigen kom der atter gang i motortrafikken. En dag fortalte farfar, at han skulle til læge i Grenå, for at få en helbredsattest til fornyelse af kørekortet, der dengang skulle fornyes hvert femte år. Da farfar på dette tidspunkt var over 80, og ikke havde kørt i de fem onde år under krigen, var denne meddelelse ikke just noget, der huede far. Derfor blev der ringet til familielægen, og holdt rådslagning. Farfar var ret tunghør, og var ret stolt af en helt serie forskellige høreapparater, som blev brugt på skift. Far og lægen blev derfor enige om at lade den gamle dumpe til høreprøven. Da han senere kom hjem, meddelte han uden bitterhed dette resultat. Han havde haft sin sidste tur på den gamle skærveknuser, som han kort tid efter forærede min bror og jeg. Den endte desværre på smedens skrotbunke, for i dag ville den havde været et klenodie.

Læs mere om Frits og Kirstine på: http://www.ronlev.dk/joomla/index.php/de-gode-historier/9-missionaeren-der-kom-til-harboore

Højde 63½ '' (166 cm)